Dengang kaldte jeg det ikke at være ond. Jeg kaldte det at "have det sjovt".
Jeg åbnede posen og tog det, jeg fandt, ud: en overmoden banan og nogle kolde ris. Så smed jeg det hele i skraldespanden med teatralske bevægelser, som om det var noget, man skulle undgå.
Lige bagefter gik jeg hen i cafeteriet og købte pizzaer, hamburgere, hvad som helst. Jeg betalte uden at se på prisen. Det virkede normalt for mig.
Denne grå tirsdag…
Så kom endnu en tirsdag.
Himlen var lav, luften bed, og atmosfæren var tung, ligesom når man fornemmer, at noget er ved at ændre sig uden at vide hvad. Alligevel var jeg ikke opmærksom på det.
Jeg bemærkede kun én detalje: Mathis' taske virkede mindre. Næsten tom.
"Åh, se ... det er lysere i dag," sagde jeg med et smil. "Hvad sker der, Mathis? Ingen penge til ris, ikke engang?"
For første gang prøvede han at tage den tilbage.
"Vær sød, Alexander ..." mumlede han med en knækkende stemme. "Giv mig den tilbage. Ikke i dag."
Denne bøn påvirkede mig ikke. Den gav mig en følelse af styrke. Af kontrol. Og jeg, blindet af dette behov for at kontrollere alt, gennemførte den.
Tasken vendte på hovedet
Jeg åbnede posen foran alle og vendte den på vrangen.
Ingen frokost faldt ned fra den.
Bare et stykke hårdt, tørt brød og et lille stykke omhyggeligt foldet papir.
Jeg brød ud i latter, som altid.
"Se på det her! Stenbrød! Pas på dine tænder!"
Nogen prøvede at grine med mig ... men det var en kort, tøvende latter, svagere end normalt. En akavet følelse satte sig over mig, en akavet følelse jeg ikke havde forventet.
Ingen joke-konkurrence.
Ingen korlatter.
Als je wilt doorgaan, klik op de knop onder de advertentie ⤵️
For complete cooking times, go to the next page or click the Open button (>), and don't forget to SHARE with your Facebook friends.
