Da Daniel friede til mig, troede jeg oprigtigt, at de værste øjeblikke i mit liv var bag mig.
Sorg havde engang ødelagt mig. Den havde taget pusten fra mig, knust min vished om fremtiden og berøvet mig den mand, jeg troede, jeg ville blive gammel med. Jeg havde overlevet det. Eller i det mindste havde jeg lært at leve med det tomrum, han efterlod.
Jeg var enogfyrre år gammel, midt i et liv, jeg aldrig ville have forestillet mig at vælge, men som jeg langsomt, lydløst, havde lært at bebo.
I tyve år var jeg Peters kone. Ikke den slags idylliske kærlighedshistorie med dens teatralske gestus og konstante romantik, men den slags der opbygges over tid. Den slags der slår rod i fælles indkøbslister, diskussioner sent om aftenen efter børnene er i seng, og skænderier der endte i latter, fordi ingen af os kunne forblive vrede særlig længe.
Vi boede i et fireværelses hus i kolonistil, der knirkede ved hvert årstidsskifte. Solstuen var altid i forfærdelig stand, og hvert forår insisterede Peter på endelig at reparere den selv. Han fik det aldrig helt gjort. Jeg lod som om, jeg var irriteret, men i hemmelighed elskede jeg at se ham prøve.
For complete cooking times, go to the next page or click the Open button (>), and don't forget to SHARE with your Facebook friends.
