Min søn trak sig tilbage til sig selv, overvældet af sorg.
Jeg stod alene i køkkenet klokken to om morgenen og stirrede på Peters kaffekop, der stadig stod ved vasken, som om han ville komme tilbage efter den.
Og midt i alt dette var der Daniel.
Daniel var ikke bare Peters ven. De var brødre, i enhver forstand. De var vokset op med tre huse fra hinanden, havde overlevet college sammen takket være instantnudler og tvivlsomme beslutninger, og havde endda kørt tværs over landet som 22-årige, fattige og uden en fast plan.
Daniel havde sit eget komplicerede liv. Han var blevet gift i en ung alder. Han var blevet skilt for hurtigt. Han gjorde sit bedste for at opdrage en lille pige, der fortjente mere stabilitet, end hendes forældre havde været i stand til at give. Men han klagede aldrig. Han bar aldrig nag til sin ekskone. Han spillede aldrig offerrollen.
Det beundrede jeg ved ham.
Efter Peters død spurgte Daniel mig ikke, hvad jeg havde brug for. Han prøvede ikke at blive hængende eller lade som om, han var ked af det for at få opmærksomhed. Han var der simpelthen.
Han reparerede skraldespanden, som Peter blev ved med at udsætte.
Han købte ind, da jeg havde glemt at spise.
Han sad i garagen med min søn og lod ham lufte sin vrede med en hammer og brændestykker i stedet for med ord.
Han stillede sig aldrig op.
En aften, omkring fire måneder efter begravelsen, fortalte jeg ham, at han ikke behøvede at gøre alt det mere. Han var ude i gangen og var ved at skifte en pære – noget jeg selv kunne have gjort, men ikke havde gidet at gøre.
For seks år siden kørte en spritbilist over for rødt lys på Peters vej hjem.
Jeg husker politimanden, der stod på dørtærsklen. Jeg husker hans udtryk, før han talte. Og så husker jeg, at jeg kollapsede, mine knæ ramte træet, som om min verden var ved at falde sammen.
Ugerne der fulgte er nu blot fragmenter i min hukommelse.
Min datter græd lydløst på badeværelset og prøvede at være stille og rolig.
Min søn trak sig tilbage til sig selv, overvældet af sorg.
Jeg stod alene i køkkenet klokken to om morgenen og stirrede på Peters kaffekop, der stadig stod ved vasken, som om han ville komme tilbage efter den.
Og midt i alt dette var der D
