Hænder dækket af fedt, øjne i horisonten (fortsat)
Jeg snurrede rundt, min knytnæve knyttet refleksivt. En mekanikerrefleks, ikke en boksers. Jeg så min fars ansigt. Han var der, bag mig, forpustet, som om han havde løbet hele blokken.
"Gå ikke derind, Ilyas."
Hans stemme var ikke en bøn. Det var en kommando. Men en rystende kommando. Jeg havde aldrig set ham sådan. Ikke engang den dag min lillebror næsten druknede i wadien. Ikke engang da min mor fandt ud af, at hun havde mistet sin bror i Casablanca.
"Far, jeg vil gerne forstå."
Han greb fat i mit håndled. Hans hånd var brændende varm.
"Forstår du hvad? At der er ting, der er hinsides din forståelse? Okay, det skal jeg sige dig. Men ikke her. Ikke foran disse mennesker."
Han kastede et blik ind i El Bahia-caféen. Bag det tonede glas skimtede jeg skygger. Manden med arret kunne have været iblandt dem.
Min far førte mig til side, under platantræet på pladsen. Gadelygterne begyndte at tændes, gule og beskidte, som brugt olie.
"Benaïssa døde ikke i en ulykke," udbrød han. "Han blev kastet ned fra taget. Fordi han ville afsløre alt. Jeg var hans revisor. Jeg førte de rigtige bøger. Dem, der viser, hvor byens penge går hen. Millioner af dirham. Bestikkelse. Riggede kontrakter."
Han holdt en pause. Han tog en pakke billige cigaretter frem og tændte en. Hans fingre rystede.
"Da Benaïssa faldt, forstod jeg, at deres hånd var lang. Meget lang. Så jeg brændte bøgerne. Jeg slettede alt. Jeg forsvandt. Jeg blev arbejder. Ingen ville lede efter mig, en fattig mand på en byggeplads."
Jeg følte mig svimmel. Alle de år, hvor jeg havde haft ondt af ham. Alle de år, hvor jeg havde fortalt mig selv, at min far var en fiasko, en tavs mand uden ambitioner. Og han havde båret den byrde helt alene.
Læs mere på næste side >>
For complete cooking times, go to the next page or click the Open button (>), and don't forget to SHARE with your Facebook friends.
